Grænser betragtes ofte som en linje i sandet, hvor der på den ene side er de ting, som man ikke vil og på den anden de ting, som man gerne vil. Man kan også betragte grænser som kanten af en cirkel, hvor alt det, der er indeni, er de ting, man ikke vil og alle de ting, der er udenfor, er de ting, man gerne vil. På den måde er de ting, man ikke vil hegnet inde og der er styr på dem. Man kan også placere sig selv inde i cirklen sammen med alt det, man godt kan lide og alt det man ikke kan lide, er udenfor cirklen. Det giver en følelse af at være omgivet af alt det gode, og alt det dårlige er noget fremmed udenfor en. Jeg nævner disse forskellige måder at forestille sig grænser på, fordi mentale billeder påvirker vores følelser og dermed opfattelser af ting. Så har du brug for en linje, der er nem at krydse? At de ting, du ikke vil er hegnet inde og under kontrol eller at være omgivet af alle de gode ting i en beskyttende bobbel? Vælg det billede, der føles mest rart for dig.
Hvor din grænse er og hvilke ting, der ligger på den anden side at den grænse, kan vælges ud fra forskellige vilkår. Det kan være noget, du har tænkt dig til. En mental beslutning om, at grundet en psykologisk, etisk, holdningsbaseret, moralsk, frygtbaseret, afskybaseret eller lignende årsag, fravælger du visse ting. Det kan også være baseret på din fysiologi. Selvom du gerne vil det, der er på den anden side af grænsen, så kan du fysisk ikke gøre det eller tåle det.
Dine grænser kan også være valgt af andre. Du er måske i et forhold, hvor din elskede, din familie, din arbejdsgiver eller andre direkte eller indirekte har udtrykt, at hvis du skal forblive i et forhold med dem, så er der visse ting, du ikke må. Så du vil gerne, men af hensyn til forholdet og den anden part, så fravælger du det. Du kan tilsvarende sætte grænser for andre mennesker. Kræve, at hvis de skal forblive med dig, så er der visse ting, de er nød til at overholde. Når man på den måde sætter grænser for andre eller får sat grænser af andre, så er det vigtigt at undersøge, hvorfor de grænser sættes. Hvad er deres formål og kan det løses på en anden måde? Grænser som vi ikke selv har fundet på og ikke selv ville have valgt, kan nemlig være svære at overholde, da det er en bevidst handling og ikke en automatisk handling. Så når vi drikker eller har det meget sjovt, så er det nemt, at glemme den grænse som andre har valgt for en.
Grænser kan også være fleksible. I nogen tilfælde er grænser hard-core no-goes. Grænsen er noget, der aldrig nogensinde i dit liv vil blive krydset uanset hvad. Andre gange er grænsen lejlighedsvis no-go. Det betyder, at om den grænse er der eller ej, afhænger af forskellige omstændigheder. Den kan afhænge af personer. Med nogen personer vil du ikke bestemte ting, men med andre vil du gerne. Den kan afhænge af lokation. Nogen ting gør du gerne i hjemmet, men aldrig udenfor eller i klubber. Og den kan afhænge af tid. Der kan være bestemte perioder i dit liv, hvor du ikke vil bestemte ting, såsom under menstruation, mens du har små børn, mens du er udstationeret. Eller at det kræver en vis mængde tid, før du vil fjerne grænsen. En lejlighedsvis no-go grænse er en grænse, der er hardcore no-go under bestemte vilkår. I modsætning til no-go grænserne, er der de bløde grænser. En blød grænse betyder, at du ikke er helt sikker på, om grænsen skal være der eller ej. Dette kan være i relation til noget nyt. Du er nysgerrig, men også nervøs. Du både vil og ikke vil og disse typer grænser kræver derfor en godt samspil med den person, du eventuel vil prøve at flytte grænsen med. Det vil typisk kræve tillid, tryghed, stabilitet, omsorg og tid.
Som du kan læse, dækker ordet grænser over mange forskellige ting. Der er derfor meget vigtigt, at have en dialog omkring grænser, når grænser er relevante for dig. Uddybe og forklar, hvad der menes med de forskellige ord, så I er sikre på, at I forstår hinanden og dermed ikke kommer til at krydse en grænse, der ikke skulle have været krydset. En brudt grænse kan betyde et brudt forhold. Og husk. Grænser kan til tider ændres, når man undersøger, hvorfor de er der, så hellere fastholde et forhold og arbejde med grænserne end at have en engangs”fornøjelse” og aldrig kunne være sammen med den person igen.
Sikke en figur