Nogle gange møder man mennesker, der åbner ens verden for en ny seksualitet. Hvis man forholder sig åben og nysgerrig overfor nye oplevelser, vil man måske opleve, at man selv indeholder elementer af denne seksualitet. Primal er en af disse seksualiteter, som mange oplever, at de indeholder elementer af, når de tør afprøve ting, der føles anderledes og ikke gemmer sig i hvad samfundet påstår er normen.
Da primal ikke er en særlig kendt seksualitet på nuværende tidspunkt bliver jeg til tider stillet spørgsmål om den, fordi jeg selv er primal. Jeg har her samlet fem spørgsmål om primal play.
Da primal play først for nyligt har fået sit ord og da folk har forskellige opfattelser af hvad ord i kinkmiljøet betyder, fordi de ofte tænker ud fra deres egen seksualitet, så skal alle beskrivelser af termer altid tages med et gran salt. Man vil altid møde folk, der definerer ordene på en anden måde end én selv. Så med det i mente, så er følgende svar baseret på hvordan jeg igennem flere år har oplevet primalmiljøet.
Hvad er forskellen på primal play og pet play?
Pet play handler om at imitere et kæledyr. Enten påtvunget (med samtykke) af en dominant partner, der kaldes for en ejer eller en træner eller frivilligt.
Primal play kan deles op i to lejre. Den ene lader sig inspirere af vilde dyr og den anden har fokus på at mennesket også er et dyr og det derfor ikke er nødvendigt at kigge til andre dyr, for at finde sine instinkter frem. I modsætning til pet play prøver primaler ikke at imitiere dyr. Primaler prøver at finde frem til deres egne instinkter og handle i forhold til dem. Primaler har ikke ejere og trænere. Deres partnere er også primaler og der er ikke en aftalt magtforskel. Hvem der er den dominante eller alfa i parforholdet bliver testet næsten hver eneste gang, der udføres et primal play. Det er ikke altid at testen er tydeligt eller voldsomt, men der er ofte elementer af bevis af styrke. I pet play kan kæledyret udfordre træneren eller ejeren, men kæledyret bliver aldrig til træner eller ejer og træneren bliver aldrig til et kæledyr. Ikke under den enkelte seance i hvert fald. Deres roller er fastlagt fra starten af og fastholdes under hele legen. Ved primal play er der en mulighed for, at begge kan blive alfa eller vinde kampen.
Ufiltrerede følelser er en del af primal play. Kan tantra også være primal?
Jeg ved ikke så meget om tantra, da det ikke er noget, jeg ønsker at betale for for at lære mere om, men alle seksualiteter er i praksis ikke begrænset til en veldefineret kasse. Der er mange ting, der overlapper hinanden og hvor to mennesker kan gruppere et element i hver sin kasse. Så det er muligt, at der er elementer af tantra, der også passer til primal kategorien.
Er primal play en gren af BDSM eller et område helt for sig selv?
I min optik er primal noget andet end BDSM, men man kan sagtens være primal og til BDSM. I min optik er der meget bevidst teknik i BDSM, hvor man har fokus på sikkerhed, på at aflæse sin partner, lytte efter et stopord og være parat med aftercare. Denne fastholdelse af ens tankevirksomhed er i modstrid til primal play, hvor det handler om at slippe sine analytiske tanker og bare gøre, hvad der føles rigtigt i øjeblikket. Derudover er der altid en top og en bund i udlevelsen af BDSM, medmindre det er to personer, der begge er switch og som har aftalt, at det er ok at skifte rolle under seancen. Top og bund er ikke aftalt på forkant i primal play. Det er noget, man finder ud af i løbet af interaktionen, også selvom man har flere års erfaring med at det altid ender med at være den samme person, der bliver alfaen.
BDSM’ere gør ofte brug af værktøj. Da værktøj typisk kræver tankevirksomhed, benytter primaler ofte ikke værktøj. Dog kan flere års erfaring med værktøj gøre, at man ikke tænker over brugen af dem og derfor kan de være en del af ens primal play. Reb for en rigger er et godt eksempel på dette.
At være igang med en BDSM session og klikke over i primal kan være farligt, hvis det er toppen, der gør det, alt efter hvilket redskab de har ved hånden og hvor voldelige de bliver. Især hvis bunden er fikseret, gagget og stopordet ikke bliver bemærket. Så overvej nøje, om du ønsker at kombinere de to ting.
Hvilke “dyr” benyttes mest blandt de primaler, der lader sig inspirere af dyr?
Ulve er et meget typisk dyr. De store kattedyr er på en tæt andenplads. Dette skyldes muligvis, at de to dyrearter er dyr, vi kender meget til. De er en stor del af vores historier og symbolik.
Kan man gøre nogle øvelser for at komme i kontakt med dem primale energi, som skal bruges til legen?
Hvis man slet ikke har prøvet nogen som helst primal før, så kan det være svært at bare gøre a, b og c og så være primal. For nogle er det nemt, fordi de aldrig har mistet kontakten til deres primitive selv, men de fleste af os har fået det pillet ud af os igennem vores opvækst og opdragelse til at være kultiverede samfundsborgere. Vi kan derfor ikke bare nøjes med 15 minutters øvelser.
Jeg vil anbefale folk, der ønsker at være primaler, at give sig selv lov til at gøre det til en dagligdagsprojekt. Kig på din barndom og led efter ting som du gjorde som barn, der virker primalt for dig. Gør derefter de ting som voksen. Det kan være ting såsom at røre ved buske, når du går forbi dem, at gå på bare tæer, at løbe offroad, klatre i træer, slappe af et sted i naturen, hvor du intet menneskeskabt kan se omkring dig, spise med fingrene, være nøgen, knurre, når du bliver sur, snuse til ting, smage på din partner, lave brydekampe, lege tagfat. Giv dig selv lov til at gøre de ting, du umiddelbart har lyst til uden at tænke på om andre synes du er underlig. Jo mere du gør disse ting og også begynder at lytte til din mavefornemmelse, handle på hvad den siger og acceptere din egen krop, jo nemmere bliver det for dig, at glide ind i det primale mindset, når du har brug for det sammen med din partner.
Og vær generelt tilgivende af dig selv og din partner. Du kommer til at gøre ting, der er fjollede og som ikke virker for jer. Det er ok. Du og I er nød til at prøve jer frem, for at finde de elementer, der virker for jer.
Go’ Sex!
2 thoughts on “Primal Play – Spørgsmål og Svar”